NOW LOADING
Arthurs historie
Arthurs historie
02 October, 2019

Arthurs historie

/ 2 weeks ago
Arthurs historie

22. december 2018 kort før midnat vågnede vores 2-årige søn, Arthur, op med 40,4 C i feber. Vores børn har altid haft tendens til høj feber, når de bliver syge, så 40,4 °C var bestemt ikke et særsyn for os. For en sikkerheds skyld ringede vi dog til 1813, men da han ikke havde udslæt og almentilstanden var fin, aftalte vi, at vi så tiden an, gav ham en Panodil og lovede at ringe tilbage, hvis hans tilstand forværredes.

Arthur faldt hurtigt i søvn igen og hans far, Anders, sov inde ved siden af ham. I løbet af natten vågnede Arthur et par gange for at få lidt vand, og faldt derefter i søvn igen.  Alt virkede fuldstændig som det plejede, når børnene har været syge. Vi lod derfor lyset være slukket hele natten, så han kunne få så meget ro som muligt. Vi fik altså dermed ikke tjekket for petekkier i løbet af natten.

Næste morgen vågnede Anders ved, at Arthur begyndte at lave opkast-lyde. Han fik hurtigt hevet Arthur op ad tremmesengen, og kunne med det samme se, at der var noget helt galt. Selvom hans øjne var halvåbne, reagerede han nærmest ikke.

Instinktivt ringede vi 1813 igen, selvom vi måske burde have ringet 112. Heldigvis kom vi igennem med det samme, og de sendte omgående en ambulance, før vi overhoved var færdige med at tjekke temperaturen, som nu var kommet op på 40,8 °C. Det var under temperaturtagningen, at vi opdagede de første røde pletter i bleområdet. Hurtigt begyndte vi at tjekke resten af Arthurs krop, og kunne se, at der også var pletter på hans brystkasse. Eftersom vi flere gange havde læst om meningitis-symptomer og petekkier på internettet, var vi pludselig meget sikre på, at Arthur havde meningitis. Arthurs pletter var dog purpura, og dermed noget større end de bittesmå røde petekkier, som vi havde set billede af. Imens vi ventede på ambulancen, blev kvinden fra 1813 i røret, men det gik heldigvis hurtigt, og indenfor 10-15 minutter stod der ambulancereddere og læger i vores lille stue.

Arthur fik penicillinindsprøjtning med det samme, da lægebilen ankom, for selvom de påpegede, at de endnu ikke kunne være helt sikre på, at det var meningitis, ville de behandle ud fra den foreløbige mistanke. Lægen valgte hurtigt at sende ham direkte ind på Rigshospitalet, selvom det normalt ikke er det hospital, vi hører til. Anders tog med i ambulancen, og da de ankom til traumecentret på Riget stod det klart, at Arthur havde septisk chok.

Heldigvis blev traumecentret hurtigt fyldt med dygtige læger, som gjorde alt hvad de kunne for, at han ikke kollapsede fuldstændig. Hans puls og blodtryk var faretruende lavt, og organerne og blodårerne var begyndt at trække sig sammen, så de ikke kunne give ham væske intravenøst, men i stedet måtte give det direkte ind i knoglemarven på hans ben. Samtidig eksploderede antallet af purpura på kroppen i diverse størrelser og farver der varierede mellem røde, lilla og sorte.

Han blev CT-scannet for at tjekke for hjerneødemer og fik lavet lumbalpunktur for at tjekke for meningitis, men begge dele kom tilbage negativt. Derefter blev han kørt op intensivafdelingen, hvor han kom i respirator, så hans krop kunne få maksimal hvile.

De næste dage (d. 23., 24.,25 dec.) var Arthur i kritisk tilstand, og selvom de tårnhøje infektionstal langsomt begyndt at falde, blev der dog suppleret med forskellige former for antibiotika, da tallene ikke faldt så hurtigt, som ønsket. På dette tidspunkt vidste vi stadig ikke præcis, hvilken bakterie der havde gjort ham så syg, da penicillinkuren hjemme på sofaen allerede havde slået en stor del af bakterierne ihjel, før vi nåede hospitalet. Lægerne sagde dog, at de gik ud fra, at det var Meningokokinfektion.

Omkring d. 26 december begyndte infektionstallene endelig at falde en del og Arthur var ikke længere i kritisk tilstand, så lægerne begyndte stille og roligt at gøre klar til at vække ham fra hans koma.  Om formiddagen d. 27 december blev Arthur taget ud af respirator, og han blev derefter overført til semi-intensiv. Der gik dog yderligere halvandet døgn før han rigtig vågnede.

4. januar blev vi udskrevet fra semi-intensiv, og den dag fik vi afklaring på den endelige diagnose; lægerne havde ret – Arthur havde haft Meningokoksepsis (type b). Det viste sig dog, at der også havde været et lille overtal af bakterier i lumbalpunkturen, og Arthur blev derfor sendt til diverse hørescreeninger efterfølgende.

Dagen efter udskrivelsen skulle vi tilbage på hospitalet dagen, da lægerne blev nødt til at tage nogle yderligere prøver af hans binyrefunktion.  Disse resultater var dog ikke som håbet, og en scanning nogle uger senere viste, at Arthur under akutfasen havde haft nogle blødninger i binyrerne, hvilket havde skadet hans mulighed for selv at danne kortisol. Nu er det et halvt år siden, og Arthur får derfor stadig binyrebarkhormon 3 gange dagligt, og skal tilses af læge hurtigt, hvis han bliver syg. Han går til kontrol hver 3. til 4.-måned, men tallene på hans binyrer bliver heldigvis bedre og bedre.

Hele Arthurs sygdomsforløb har været så ubeskrivelig hårdt og chokerende, men vi har oplevet nogle fantastisk dygtige, kompetente og empatiske ambulancereddere, læger, sygeplejerske – lige fra vores første opkald hos 1813 til vi blev udskrevet fra semi-intensiv d. 4 januar. Vi er dybt taknemmelige for hver og én der var med til at redde Arthur i julen 2018.

Leave a Reply